Skæg & Ballade
vi fortæller historier

Vi vil gerne dele vores tanker og erfaringer med dig!

Hvad har vi lavet og lært i Skæg & Ballade? Følg med ‘backstage’, når vi tager på opgave, og læs om vores udfordringer og løsninger.

BLOG: Momsregnskabet der forsvandt og tanker om en podcast

Der er mange glæder forbundet med at være en ny virksomhed. Alle lykønskningerne fra nær og fjern, når man springer ud. Alle de superfede nye kunder, der tør tage den chance det er at hyre en ny virksomhed til at løse deres udfordring. Og hvad med alle de gange, det giver et sus i maven, når du får lov til at præsentere dig som selvstændig, og der dukker breve med titlen ‘direktør’ op i postkassen. Yes, det er superfedt!
Omvendt skal det nævnes, at har du aldrig haft en virksomhed før, så tag lige en dyb indånding før du går i gang. Sådan helt ned i mellemgulvet. Og så lad luften hvisle ud mellem tænderne, mens du langsomt minder dig selv om, at der også er noget, der hedder moms, årsregnskaber, SKAT, ATP, AM og så videre…

Din(ero) bedste ven i nøden

Ærligt, så er hele bogførings- og regnskabsdelen nok det, der interesserer de her to skæggede typer allermindst. Det skal gøres, men det er ikke derfor, at vi startede biksen. Dog viste der sig et lys for enden af tunnelen i form af regnskabsprogrammet Dinero, som umiddelbart virkede til at være lige det, vi havde brug for. Således gik undertegnede i forsommeren i gang med at oprette biksens regnskab, og det gik faktisk rigtig godt. At oprette et virksomhedsregnskab har jeg aldrig prøvet før, så - med Pippi Langstrømpes velkendte ordsprog in mente - kunne jeg sikkert sagtens finde ud af det! Udgifter blev ført ind, bogholderiet blev afstemt, fakturaer blev sendt ud, og alt åndede idyl… Men i det fjerne lurede noget stort, voldsomt og potentielt ødelæggende: Momsregnskabet.

Hvornår var det nu, det var?

Således satte Gorm og undertegnede os til bordet fredag, og begyndte at gøre momsregnskabet op. Dét plus dét. Dét her kan trækkes fra. Dét kan man ikke, så må man lååååne… og alt det der. Til sidst havde vi faktisk en smuk liste med både købs- og salgsmoms, og vi tog turen over på skat.dk for at indberette. Her mødte vi første tegn på, at noget var galt. Vi måtte simpelthen ikke få lov til at indberette moms for 2. kvartal af 2018. Ahem…
Der blev kløet lidt i skæggene, indtil en prås gik op for os. Virksomheden Skæg & Ballade er først officielt stiftet i midten af juli. Ergo kan vi i teorien ikke have haft hverken indtægter eller udgifter før denne dato. Og derfor kan vi ikke afregne hverken købs- eller salgsmoms. Bingo!
At realiteterne så var nogle andre, var næste skridt.

Årsregnskab 2.0

For når vi nu ikke skulle afregne moms endnu, hvorfor blev Dinero så ved med at påstå det med blinkende ikoner og nedtælling på forsiden? En hurtig forespørgsel på chatten gav et meget ubehageligt svar: Der er noget helt galt…
Altså, vi havde jo oprettet vores regnskab i juni - men først etableret virksomheden i juli. Derfor var hele dateringen for årsregnskabet gået skævt. En mulighed, som kunne opstå, fordi Dinero ikke kræver et CVR-nummer, når man opretter sin virksomhed. Og ifølge regnskabsloven, kan den slags ting ikke bare ændres uden videre. Så det var altså en ommer. En OMMER! Hele vores fine regnskab for de første tre måneder af Skæg & Ballades levetid, skulle laves om. Tak for kaffe. Der var lidt af en mundfuld. Efter at have slugt den kamel, endte vi trods alt med at ønske hinanden tillykke med, at vi havde opdaget fejlen allerede nu. Inden for de første tre måneder, og med lang tid til, at vi ville blive opkrævet et regnskab hos SKAT. Alt i alt en billig pris at betale, når man nu har valgt at drive sit eget bogholderi. Vi kommer til at grine af det en gang...
Så i slutningen af ugen, flytter Skæg & Ballade ud i byen. Så køber vi os en god kop mokka, stille laptops op ved siden af hinanden, og så starter operation indtastning af årsregnskab 2.0…

Podcast con amore

Nåja, og så går vi faktisk og tumler med andre, spændende planer. Midt i en lind strøm af opgaver, leverede vi forleden en dejlig ‘con amore’-produktion. En video, der støtter en kommende koncertrække til fordel for Danmarks Veteraner. Og det føltes faktisk HELT VILDT godt. Derfor har vi nu givet hinanden håndslag på, at vi vil sætte tid af til produktioner, der er både udfordrende og sjove - og som vi selv er herrer over fra start til slut.
Således er idéen om en podcast opstået. En fortløbende lydfortælling, hvor vi interviewer helte, inspirationskilder og kolleger. I et sammensurium af tanker og tilgangsvinkler fra de interviewede, ønsker vi at lave en podcast, der kredser om begrebet ‘Den Gode Historie’. Konceptet finpudses i disse dage, og de første invitationer er sendt ud. Det bliver spændende at se, hvordan projektet kommer til at løbe af stabelen...

Jakob Egerup EdutComment